søndag, januar 29, 2023

Statsleders overraskende afgang er på mange måder en magtdemonstration

Jacinda Ardern er på mange måder en anderledes statsleder – og måden, hun torsdag annoncerede, at hun trækker sig, var netop det. På et pressemøde fortalte den tydeligt berørte newzealandske premierminister, at hun vil træde tilbage om få uger, selvom der først er valg til oktober. Det her varsler en forandring Nanna Vestgård Sørensen, retorisk rådgiver og ekstern lektor – Beslutningen er min egen. Det at lede et land er det mest privilegerede job, man kan have, men også det mest udfordrende. Du kan ikke og bør ikke bestride dette job, hvis du ikke har en fuld tank samt lidt i reserve til uventede udfordringer. Det har jeg ikke længere, sagde hun. Den sætning hæftede mange sig ved ifølge Line Aarsland, der er selvstændig rådgiver, fordi den både indrammer en udvikling og en person. – Det understreger, hvorfor Jacinda Ardern skiller sig ud, men den bekræfter også noget i tiden, siger hun til TV 2. Varsler en forandring Beslutningen om at træde tilbage fra en succesfuld stilling for at “tanke op” er ifølge Line Aarsland noget, der har vundet indpas de senere år. Det skinner igennem i utallige artikler om topchefer, der dropper høje lønninger og stort arbejdspres for at tage på jordomrejse med familien, eller politikere, der som Pernille Vermund stopper for “at få sit liv tilbage”, eller Karen Hækkerup, der dropper en topchefstilling uden et nyt job på hånden. Men det er sjældent – så godt som uset – at en siddende statsleder trækker sig uden kriser eller pres fra befolkning eller bagland. Det er nærmest kun, hvis de bliver væltet, at statsledere går af før tid, siger Nanna Vestgård Sørensen, der er retorisk rådgiver og ekstern lektor på Københavns Universitet. – De kan være svære at slippe af med. Men det her varsler en forandring, hvor det at være statsleder er et job, man har, men at livet også kan rumme mere end det, siger hun til TV 2. Hun kalder Jacinda Arderns tale for en “moderne måde at trække sig på”, fordi der ligger en form for selvpålagt nederlag i den newzealandske premierministers beslutning. Hun viste, at man godt kan være en ung kvinde og stå i spidsen for et land og samtidig få børn, tage sig af dem og afholde barsel Line Aarsland, selvstændig rådgiver Men det illustrerer også et opgør med den traditionelle måde at forstå magtfulde jobs på. – I den gamle skole blev man opdraget til, at jo mere man bed i sig, jo stærkere blev man. Det var en del af at opbygge karakter. At magten forførte så meget, at man glemte krop og psyke. Her er det noget helt andet, der er på spil, siger Nanna Vestgård Sørensen. Tog barn med til FN Selvom ingen kan vide præcis, hvad der ligger bag Jacinda Arderns beslutning, er hun i løbet af sine fem år på posten blevet billedet på en meget succesfuld statsleder, der både har optrådt på magasinforsider og fået begrebet ” Jacindamania” opkaldt efter sig. Da Jacinda Ardern blev valgt i 2017, var hun 37 år og dermed verdens yngste statsleder. Året efter annoncerede hun, at hun ventede barn, og hun blev dermed den blot anden statsleder, der fødte, mens hun sad på posten. Den første var pakistanske Benazir Bhutto, der dog holdt graviditeten hemmelig. Barnet kom med til møde i FN, mens Jacinda Ardern tog seks ugers barselsorlov. Graviditeten var ifølge Line Aarsland med til at gøre hende til en, mange så op til. – Hun viste, at man godt kan være en ung kvinde og stå i spidsen for et land og samtidig få børn, tage sig af dem og afholde barsel. Det har heddet sig i toppolitik, også herhjemme, at man ikke kunne gøre begge dele, siger Line Aarsland. Karakteriseret af kriser Mens Jacinda Ardern har siddet på premierministerposten, har hun skullet håndtere flere kriser, der har trukket stor opmærksomhed, også uden for New Zealands grænser. En af dem har været coronapandemien, en anden et stort vulkanudbrud, og så var der et terrorangreb i to moskéer i Christchurch, hvor 52 mennesker mistede livet. Her tog Ardern hijab på, krammede de efterladte og bekendtgjorde på et pressemøde, at hun ikke ville nævne gerningsmandens navn. Kort efter indførte New Zealand en ny våbenlov, der forbød automatgeværer og semiautomatiske våben. Kun 1 ud af 120 parlamentsmedlemmer stemte imod loven. – Hun viste sig som en meget stærk direkte kommunikatør, der kan udtrykke følelser og empati, men samtidig være krystalklar og kompetent i sit politiske arbejde. Den balance mellem følelser og pondus er hårfin, siger Line Aarsland. Vi vil ud af hamsterhjulet Vores forståelse af arbejdslivet er under forandring, så det ikke længere bare er opskriften på succes at tage en lineær karriere, der går konstant opad til større ansvar og større lønchecks, mener Line Aarsland. Vi forstår bedre, hvis man stopper op, fylder tanken og fokuserer på familien eller os selv. Line Aarsland har været rådgiver for den mangeårige Venstre-minister Bertel Haarder, inden hun blev direktør i Egmont. I dag arbejder hun som selvstændig, og da hun sagde sin direktørstilling op, skrev hun et opslag om det på LinkedIn. Det blev læst af mere end 100.000 personer. – Så mange følgere har jeg slet ikke, men det viser, at der er en kæmpe fascination af – og også forståelse for – de her ting. Det handler måske også om, at vi kan have følelsen af at sidde i et hamsterhjul og drømme om at gøre noget helt andet, siger Line Aarsland. Hun peger også på, at vores arbejdsliv er længere i dag, så pauserne og fokusset på én selv i højere grad bliver accepteret og set som meningsfuldt. Det sidste ord? Ifølge Nanna Vestgård Sørensen er det, der tidligere først og fremmest blev set som svaghed, i dag noget, der af især yngre generationer kan læses som en styrke. – Der er en form for magtdemonstration i at afstå fra tunge, magtfulde poster, fordi man passer på sig selv, og at man siger det, som det er, siger hun. Selvom Jacinda Arderns tale er blevet hyldet for at være alt det, der har gjort hende til et forbillede, kan det ændre sig, understreger både Line Aarsland og Nanna Vestgård Sørensen. Hvis der dukker en møgsag – og dermed en anden forklaring end den tomme tank og menneskeligheden – op som forklaring på den tidlige tilbagetrækning, vil det sværte det ellers stort set smudsfrie image til. – Sådan er det altid med taler. De tolkes på en måde i øjeblikket, men dagen efter kan det være på en anden måde, fordi man får nye oplysninger. Så det er afgørende, om hendes ord bliver de sidste ord i sagen, understreger Nanna Vestgård Sørensen. – Men ud fra det, der er nu, fungerer det supergodt og viser noget, flere nok kunne lære af, siger hun.

Tidligere blev det set som svagt at trække sig fra tunge poster. I dag kan det være en magtdemonstration, lyder det.

Jacinda Ardern er på mange måder en anderledes statsleder – og måden, hun torsdag annoncerede, at hun trækker sig, var netop det.

På et pressemøde fortalte den tydeligt berørte newzealandske premierminister, at hun vil træde tilbage om få uger, selvom der først er valg til oktober.

Det her varsler en forandring

Nanna Vestgård Sørensen, retorisk rådgiver og ekstern lektor

– Beslutningen er min egen. Det at lede et land er det mest privilegerede job, man kan have, men også det mest udfordrende. Du kan ikke og bør ikke bestride dette job, hvis du ikke har en fuld tank samt lidt i reserve til uventede udfordringer. Det har jeg ikke længere, sagde hun.

Den sætning hæftede mange sig ved ifølge Line Aarsland, der er selvstændig rådgiver, fordi den både indrammer en udvikling og en person.

– Det understreger, hvorfor Jacinda Ardern skiller sig ud, men den bekræfter også noget i tiden, siger hun til TV 2.

Beslutningen om at træde tilbage fra en succesfuld stilling for at “tanke op” er ifølge Line Aarsland noget, der har vundet indpas de senere år.

En følelsesladet Jacinda Ardern fortæller, at hun har besluttet ikke at genopstille som premierminister. Video: TV 2 NEWS

Det skinner igennem i utallige artikler om topchefer, der dropper høje lønninger og stort arbejdspres for at tage på jordomrejse med familien, eller politikere, der som Pernille Vermund stopper for “at få sit liv tilbage”, eller Karen Hækkerup, der dropper en topchefstilling uden et nyt job på hånden.

Men det er sjældent – så godt som uset – at en siddende statsleder trækker sig uden kriser eller pres fra befolkning eller bagland. Det er nærmest kun, hvis de bliver væltet, at statsledere går af før tid, siger Nanna Vestgård Sørensen, der er retorisk rådgiver og ekstern lektor på Københavns Universitet.

– De kan være svære at slippe af med. Men det her varsler en forandring, hvor det at være statsleder er et job, man har, men at livet også kan rumme mere end det, siger hun til TV 2.

Født 26. juli 1980 og blev opdraget som mormom. Hun forlod kirken i 2005, fordi det gik imod hendes syn på homoseksuelle. 
Hendes far var politimand, og moren arbejdede med catering. Det var tanten, der introducerede unge Jacinda til det socialdemokratiske Labour-parti.
Blev medlem af Labour-partiet som 17-årig og valgt som leder af partiet i 2017. 
Er forlovet med tv-værten Clarke Gayford. Parret fik i 2018 en datter, Neve Te Aroha. 

Hun kalder Jacinda Arderns tale for en “moderne måde at trække sig på”, fordi der ligger en form for selvpålagt nederlag i den newzealandske premierministers beslutning.

Hun viste, at man godt kan være en ung kvinde og stå i spidsen for et land og samtidig få børn, tage sig af dem og afholde barsel

Line Aarsland, selvstændig rådgiver

Men det illustrerer også et opgør med den traditionelle måde at forstå magtfulde jobs på.

– I den gamle skole blev man opdraget til, at jo mere man bed i sig, jo stærkere blev man. Det var en del af at opbygge karakter. At magten forførte så meget, at man glemte krop og psyke. Her er det noget helt andet, der er på spil, siger Nanna Vestgård Sørensen.

Selvom ingen kan vide præcis, hvad der ligger bag Jacinda Arderns beslutning, er hun i løbet af sine fem år på posten blevet billedet på en meget succesfuld statsleder, der både har optrådt på magasinforsider og fået begrebet “Jacindamania” opkaldt efter sig.

Da Jacinda Ardern blev valgt i 2017, var hun 37 år og dermed verdens yngste statsleder. Året efter annoncerede hun, at hun ventede barn, og hun blev dermed den blot anden statsleder, der fødte, mens hun sad på posten. Den første var pakistanske Benazir Bhutto, der dog holdt graviditeten hemmelig.

Jacinda Ardern og hendes forlovede, Clarke Gayford, med deres nyfødte datter, Neve Te Aroha Ardern Gayford, fotograferet ude foran hospitalet i Auckland i juni 2018. Foto: Michael Bradley / Ritzau Scanpix

Barnet kom med til møde i FN, mens Jacinda Ardern tog seks ugers barselsorlov. Graviditeten var ifølge Line Aarsland med til at gøre hende til en, mange så op til.

– Hun viste, at man godt kan være en ung kvinde og stå i spidsen for et land og samtidig få børn, tage sig af dem og afholde barsel. Det har heddet sig i toppolitik, også herhjemme, at man ikke kunne gøre begge dele, siger Line Aarsland.

Mens Jacinda Ardern har siddet på premierministerposten, har hun skullet håndtere flere kriser, der har trukket stor opmærksomhed, også uden for New Zealands grænser.

En af dem har været coronapandemien, en anden et stort vulkanudbrud, og så var der et terrorangreb i to moskéer i Christchurch, hvor 52 mennesker mistede livet. Her tog Ardern hijab på, krammede de efterladte og bekendtgjorde på et pressemøde, at hun ikke ville nævne gerningsmandens navn.

Jacinda Ardern under fredagsbønnen i Al-Noor moskeen Christchurch. Marts 2019. Foto: Jorge Silva / Ritzau Scanpix

Kort efter indførte New Zealand en ny våbenlov, der forbød automatgeværer og semiautomatiske våben. Kun 1 ud af 120 parlamentsmedlemmer stemte imod loven.

– Hun viste sig som en meget stærk direkte kommunikatør, der kan udtrykke følelser og empati, men samtidig være krystalklar og kompetent i sit politiske arbejde. Den balance mellem følelser og pondus er hårfin, siger Line Aarsland.

Vores forståelse af arbejdslivet er under forandring, så det ikke længere bare er opskriften på succes at tage en lineær karriere, der går konstant opad til større ansvar og større lønchecks, mener Line Aarsland. Vi forstår bedre, hvis man stopper op, fylder tanken og fokuserer på familien eller os selv.

Line Aarsland har været rådgiver for den mangeårige Venstre-minister Bertel Haarder, inden hun blev direktør i Egmont. I dag arbejder hun som selvstændig, og da hun sagde sin direktørstilling op, skrev hun et opslag om det på LinkedIn.

Det blev læst af mere end 100.000 personer.

– Så mange følgere har jeg slet ikke, men det viser, at der er en kæmpe fascination af – og også forståelse for – de her ting. Det handler måske også om, at vi kan have følelsen af at sidde i et hamsterhjul og drømme om at gøre noget helt andet, siger Line Aarsland.

Hun peger også på, at vores arbejdsliv er længere i dag, så pauserne og fokusset på én selv i højere grad bliver accepteret og set som meningsfuldt.

Ifølge Nanna Vestgård Sørensen er det, der tidligere først og fremmest blev set som svaghed, i dag noget, der af især yngre generationer kan læses som en styrke.

– Der er en form for magtdemonstration i at afstå fra tunge, magtfulde poster, fordi man passer på sig selv, og at man siger det, som det er, siger hun.

Selvom Jacinda Arderns tale er blevet hyldet for at være alt det, der har gjort hende til et forbillede, kan det ændre sig, understreger både Line Aarsland og Nanna Vestgård Sørensen.

Jacinda Ardern forlader pressemødet med sin forlovede, Clarke Gayford. Hun sluttede sin tale med at henvende sig direkte til ham: – Og til Clark: Lad os se at blive gift. Foto: Stringer / Ritzau Scanpix

Hvis der dukker en møgsag – og dermed en anden forklaring end den tomme tank og menneskeligheden – op som forklaring på den tidlige tilbagetrækning, vil det sværte det ellers stort set smudsfrie image til.

– Sådan er det altid med taler. De tolkes på en måde i øjeblikket, men dagen efter kan det være på en anden måde, fordi man får nye oplysninger. Så det er afgørende, om hendes ord bliver de sidste ord i sagen, understreger Nanna Vestgård Sørensen.

– Men ud fra det, der er nu, fungerer det supergodt og viser noget, flere nok kunne lære af, siger hun.

  https://tv2.dk/

Relaterede artikler

Seneste nyheder