fredag, december 2, 2022

Hård kritik af plejehjem fra pårørende: Vores mænd tisser i bukserne og får ikke deres medicin

– Hvis jeg skal på plejehjem, så tager jeg livet af mig, medmindre jeg har pårørende, som kan være der hver dag. Det er grufuldt at sige. Det er en hård virkelighed.

Sådan siger Inge Fabricius med tårer i øjnene.

Hun er pårørende til en beboer på Plejecenteret Parkvænget, hendes mand Poul, og hun fortæller, at hun er “chokeret” over forholdene.

Hendes mand har sygdommen Parkinsons, sidder i kørestol og er plejekrævende. Derfor kom han for et år siden på plejehjem. Men det har ikke været en god oplevelse, fortæller Inge Fabricius.

– Det var et kæmpe chok at opleve, at verden ikke var, som jeg troede. Jeg troede, at der var tid til omsorg, nærvær, plads til at være og bare leve sit liv. Få frisk luft og have tid til at tale med personalet og os pårørende, siger Inge Fabricius.

– Men der mangler noget, siger hun.

Tisser i bukserne og mangler medicin

Inge Fabricius sidder i sit køkken og læser op fra sin “lille sorte bog”. Heri har hun noteret, hver gang der har været en UTH – en såkaldt utilsigtet hændelse.

– 8/6 står der: “Forkert doseret medicin, doseret forkert fire dage frem”.

– Og igen her: “11/6 klokken 10.30 er klokken-8 medicinen ikke givet”. Der kom Poul for sent op igen. Senere var han på bustur, hvor medicinen var med, men blev ikke givet. Det finder jeg ud af, ved at medicinen stadig ligger i doseringsæsken, da jeg kommer derop, fortæller Inge Fabricius.

21 gange på et halvt år er der sket en utilsigtet hændelse i forbindelse med hendes mands pleje på plejecenteret i Holstebro.

Hun føler sig nødsaget til at være med til spisning på plejecenteret hver dag, fordi personalet, ifølge hende, ikke har tid til at hjælpe hendes mand med at spise, selvom han har brug for hjælp.

De har heller ikke altid mulighed for at komme til hjælp, når hendes mand skal på toilettet.

– Min mand er 1,90 meter høj, vejer 90 kilo og sidder i kørestol, efter at han har brækket hoften. Han kan jo ikke bare lige komme på toilettet. Jeg kan godt hjælpe ham, men jeg synes ikke, at det er min opgave. Jeg får ondt i kroppen af det, for jeg ved jo ikke, hvordan jeg skal holde og løfte korrekt. Så engang var personalet først kommet, da det alligevel var for sent, og så har han måttet tisse i bukserne, fortæller Inge Fabricius.

– Jeg synes, det er uværdigt. Virkelig uværdigt. Da jeg havde den oplevelse, kunne jeg mærke, hvad det gjorde ved mig. Jeg blev rigtig, rigtig ked af det, siger hun.

Oplevelserne har fået Inge Fabricius til at gå til offentligheden med sin kritik, først til Dagbladet Holstebro og nu også TV MIDTVEST. Ikke en kritik af personalet, men af bemandingen, understreger hun.

– Det er ikke personalet, som skal klandres for det, for de kan ikke være to steder på én gang. Men konsekvenserne er, at min mand får det dårligere. Parkinsons gør, at det er nedadgående for min mand. Og det bliver ikke bedre af, at man ikke får sin medicin korrekt, fastslår Inge Fabricius.

Hun er ikke ene om kritikken, men bakkes op af en anden pårørende, Inger Stubberup, hvis mand også er dement og beboer på Plejecenteret Parkvænget.

– Personalet gør alt, hvad der står i deres magt. Men vi kan også mærke deres frustrationer over, at de har travlt og meget at passe. Der er meget sygdom, og det mærkes ekstra, når der i forvejen ikke er hænder nok, siger Inger Stubberup.

Hun efterlyser bedre tid til at lave aktiviteter med de demente.

– Selvom det er demente, som ikke husker så godt, så har de jo glæde af det, i det øjeblik, hvor det foregår. Vi kan se på dem, at de lyser op og bliver glade, så det betyder meget i nuet, siger hun.

Derfor efterlyser hun og Inge Fabricius flere hænder på plejecenteret.

Ledelse: Der er personale nok

Ifølge plejecenterleder Anni Schøtt er der dog ikke mangel på personale på Parkvænget.

– Vi har ikke rekrutteringsproblemer, vi har de faglige kompetencer, som skal til. Jeg oplever, at det er et dejligt sted at være, og personalet er glade for at gå på arbejde, siger Anni Schøtt.

Selvom hun ikke kan genkende kritikken fra de pårørende understreger hun, at kritikken bliver taget alvorligt.

– At der er pårørende, som oplever, at deres kære ikke bliver taget hånd om, det forstår jeg godt, at de bliver kede af, og jeg synes, det er supervigtigt, at vi får en snak om det i den enkelte situation, om hvad vi kan gøre bedre, siger Anni Schøtt.

I marts 2022 ansatte centeret to i stedet for én leder – ifølge Anni Schøtt i et forsøg på at lave en “kulturændring” blandt personalet. Men det er et større arbejde, som tager tid at implementere, vurderer hun.

– Der har været medarbejdere, som har følt sig alene om de beslutninger, der skulle tages på gangen, og der har ikke været enighed om, hvordan fagligheden her skulle udmøntes. Det man arbejder på nu, det er at ”vende en Coaster i et oprørt hav”, og det kommer til at tage noget tid. Kulturen har dog nærmere påvirket personalet end beboerne. Men når der er psykologisk tryghed hos medarbejderne, så er det også mere trygt for beboerne, fordi plejen vil være mere ensartet, siger Anni Schøtt.

Kommune: Der er sket ændringer

Også Jens Kristian Hedegaard (V), som er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Holstebro Kommune, er enig i, at der allerede er sket ændringer på Parkvænget.

– Der har været en indsats i forbindelse med de henvendelser, som kom i første omgang. Det er også mit indtryk, at det har flyttet noget. Det handler om at få en fast, daglig ledelse derude, og få ansat en fast medarbejderstab med uddannede medarbejdere. Det er rammen for, at vi kan levere det, vi skal, siger Jens Kristian Hedegaard.

Men der er ikke sket nok på trods af møderne med kommunen, mener Inge Fabricius.

Den holdning står for egen regning, siger Jens Kristian Hedegaard.

– Jeg er ikke enig i, at der ikke er rykket noget. Det står for hendes regning, det er jeg ikke enig i. Det ville være absolut mest tilfredsstillende, hvis de pårørende også kunne mærke det, men faktuelt set så er der sket rigtig meget, også af forandring, i den her periode, siger udvalgsformanden.

Fagforening bakker pårørende op: Det er ikke godt nok

Leder af Plejecenter Parkvænget Anni Schøtt erkender, at der kan være sket fejl. Det er umuligt at undgå på så stort et plejecenter, mener hun.

– Jeg mener, at den måde, som man har taget sig af beboerne herude, har været fagligt forsvarligt, og det er jeg sikker på, at den har været hele tiden. Men der kan altid ske fejl, så er det vigtige bare, at vi følger op på de fejl, og det mener jeg, der er gjort, siger Anni Schøtt.

– Vi har hele tiden fokus på fagligheden, men jeg tror altid, der er nogen, der vil mene, at fagligheden ikke er god nok. Det betyder, at jeg er nødt til at tale med de pågældende om, hvordan serviceniveauet er i Holstebro Kommune, og hvad kan man forvente, siger hun.

Men det undrer Tanja Nielsen, som er sektorformand for fagforeningen FOA, at plejecenteret i Holstebro ikke vil erkende, at der er udfordringer.

– Hvis man går alene i en aftenvagt til 13 beboere, så synes jeg ikke, at man kan agere fagligt forsvarligt. Man kan kun være ét sted ad gangen. Der har været mange ledelsesskift på Parkvænget, og man har nedjusteret i grundnormeringen, så der kommer færre og færre på arbejde, mens borgerne bliver mere komplekse. Det gør jo, at kvaliteten vil falde, påpeger hun.

Hun understreger, at personalet gør, hvad de kan inden for de rammer, som de har, men at vilkårene er svære at agere i.

Håber på politisk handling

De to pårørende til beboere på Parkvænget føler sig i imidlertid magtesløse.

De håber, at deres opråb kan føre til politisk handling.

– Jeg synes, vi skal have råbt politikerne op. Det er på tide, at kommunale politikere og embedsvæsnet kommer på besøg og oplever virkeligheden, kommer og ser, hvad der ikke er tid til, siger Inger Stubberup.

– Jeg satser på, at med det fokus, der er på plejehjemsområdet, må politikerne vågne op og finde ud af, at det her kan vi ikke gøre, det er ikke værdigt over for de ældre, som hele deres liv har betalt skat. De er nødt til at handle, de kan ikke blive ved med at skubbe det fra sig og sige: “Vi har ingen penge”. Jo, det har vi. Så må vi flytte de penge fra eksempelvis kulturen, som man bruger mange penge på i Holstebro, over i ældreplejen, siger Inge Fabricius.

Hun bliver ved med at registrere de fejl, som hun oplever på Parkvænget, men hun har ikke i sinde at flytte sin mand til et friplejehjem.

– Poul var skrevet op og havde fået en plads, men så talte jeg med en demenskoordinator, som kender os rigtig godt, og hun sagde, at sådan som Poul har det, vil det være et direkte tilbagefald, hvis han skulle flytte. Så jeg valgte at beholde ham på Parkvænget og kæmpe for at forbedre vilkårene der, hvor Poul nu engang er, siger Inge Fabricius.

<img src="” title=”Hård kritik af plejehjem fra pårørende: Vores mænd tisser i bukserne og får ikke deres medicin” />

To pårørende til beboere på et plejehjem i Holstebro forsøger at råbe politikerne op til handling. De oplever fejl og et personale, som har travlt.

– Hvis jeg skal på plejehjem, så tager jeg livet af mig, medmindre jeg har pårørende, som kan være der hver dag. Det er grufuldt at sige. Det er en hård virkelighed.

Sådan siger Inge Fabricius med tårer i øjnene.

Hun er pårørende til en beboer på Plejecenteret Parkvænget, hendes mand Poul, og hun fortæller, at hun er “chokeret” over forholdene.

Hendes mand har sygdommen Parkinsons, sidder i kørestol og er plejekrævende. Derfor kom hanfor et år siden på plejehjem. Men det har ikke været en god oplevelse, fortæller Inge Fabricius.

– Det var et kæmpe chok at opleve, at verden ikke var, som jeg troede. Jeg troede, at der var tid til omsorg, nærvær, plads til at være og bare leve sit liv. Få frisk luft og have tid til at tale med personalet og os pårørende, siger Inge Fabricius.

– Men der mangler noget, siger hun.

Inge Fabricius er “chokeret” over forholdene på sin mands plejehjem i Holstebro. Foto: TV Midtvest

Inge Fabricius sidder i sit køkken og læser op fra sin “lille sorte bog”. Heri har hun noteret, hver gang der har været en UTH – en såkaldt utilsigtet hændelse.

– 8/6 står der: “Forkert doseret medicin, doseret forkert fire dage frem”.

– Og igen her: “11/6 klokken 10.30 er klokken-8 medicinen ikke givet”. Der kom Poul for sent op igen. Senere var han på bustur, hvor medicinen var med, men blev ikke givet. Det finder jeg ud af, ved at medicinen stadig ligger i doseringsæsken, da jeg kommer derop, fortæller Inge Fabricius.

21 gange på et halvt år er der sket en utilsigtet hændelse i forbindelse med hendes mands pleje på plejecenteret i Holstebro.

Inge Fabricius har for nyligt fået et nyhedsbrev fra kommunen, som skaber undren. Video: TV Midtvest

Hun føler sig nødsaget til at være med til spisning på plejecenteret hver dag, fordi personalet, ifølge hende, ikke har tid til at hjælpe hendes mand med at spise, selvom han har brug for hjælp.

De har heller ikke altid mulighed for at komme til hjælp, når hendes mand skal på toilettet.

– Min mand er 1,90 meter høj, vejer 90 kilo og sidder i kørestol, efter at han har brækket hoften. Han kan jo ikke bare lige komme på toilettet. Jeg kan godt hjælpe ham, men jeg synes ikke, at det er min opgave. Jeg får ondt i kroppen af det, for jeg ved jo ikke, hvordan jeg skal holde og løfte korrekt. Så engang var personalet først kommet, da det alligevel var for sent, og så har han måttet tisse i bukserne, fortæller Inge Fabricius.

– Jeg synes, det er uværdigt. Virkelig uværdigt. Da jeg havde den oplevelse, kunne jeg mærke, hvad det gjorde ved mig. Jeg blev rigtig, rigtig ked af det, siger hun.

Oplevelserne har fået Inge Fabricius til at gå til offentligheden med sin kritik, først til Dagbladet Holstebro og nu også TV MIDTVEST. Ikke en kritik af personalet, men af bemandingen, understreger hun.

– Det er ikke personalet, som skal klandres for det, for de kan ikke være to steder på én gang. Men konsekvenserne er, at min mand får det dårligere. Parkinsons gør, at det er nedadgående for min mand. Og det bliver ikke bedre af, at man ikke får sin medicin korrekt, fastslår Inge Fabricius.

Hun er ikke ene om kritikken, men bakkes op af en anden pårørende, Inger Stubberup, hvis mand også er dement og beboer på Plejecenteret Parkvænget.

Inge Stubberup er enig i kritikken. Hendes mand har demens og bor også på Parkvænget i Holstebro. Foto: Mikkel Eskelund, TV MIDTVEST

– Personalet gør alt, hvad der står i deres magt. Men vi kan også mærke deres frustrationer over, at de har travlt og meget at passe. Der er meget sygdom, og det mærkes ekstra, når der i forvejen ikke er hænder nok, siger Inger Stubberup.

Hun efterlyser bedre tid til at lave aktiviteter med de demente.

– Selvom det er demente, som ikke husker så godt, så har de jo glæde af det, i det øjeblik, hvor det foregår. Vi kan se på dem, at de lyser op og bliver glade, så det betyder meget i nuet, siger hun.

Derfor efterlyser hun og Inge Fabricius flere hænder på plejecenteret.

Ifølge plejecenterleder Anni Schøtt er der dog ikke mangel på personale på Parkvænget.

– Vi har ikke rekrutteringsproblemer, vi har de faglige kompetencer, som skal til. Jeg oplever, at det er et dejligt sted at være, og personalet er glade for at gå på arbejde, siger Anni Schøtt.

Selvom hun ikke kan genkende kritikken fra de pårørende understreger hun, at kritikken bliver taget alvorligt.

– At der er pårørende, som oplever, at deres kære ikke bliver taget hånd om, det forstår jeg godt, at de bliver kede af, og jeg synes, det er supervigtigt, at vi får en snak om det i den enkelte situation, om hvad vi kan gøre bedre, siger Anni Schøtt.

Ifølge plejecenterleder Anni Schøtt er der ikke mangel på personale på Parkvænget. Foto: Mikkel Eskelund, TV MIDTVEST

I marts 2022 ansatte centeret to i stedet for én leder – ifølge Anni Schøtt i et forsøg på at lave en “kulturændring” blandt personalet. Men det er et større arbejde, som tager tid at implementere, vurderer hun.

– Der har været medarbejdere, som har følt sig alene om de beslutninger, der skulle tages på gangen, og der har ikke været enighed om, hvordan fagligheden her skulle udmøntes. Det man arbejder på nu, det er at ”vende en Coaster i et oprørt hav”, og det kommer til at tage noget tid. Kulturen har dog nærmere påvirket personalet end beboerne. Men når der er psykologisk tryghed hos medarbejderne, så er det også mere trygt for beboerne, fordi plejen vil være mere ensartet, siger Anni Schøtt.

Også Jens Kristian Hedegaard (V), som er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Holstebro Kommune, er enig i, at der allerede er sket ændringer på Parkvænget.

– Der har været en indsats i forbindelse med de henvendelser, som kom i første omgang. Det er også mit indtryk, at det har flyttet noget. Det handler om at få en fast, daglig ledelse derude, og få ansat en fast medarbejderstab med uddannede medarbejdere. Det er rammen for, at vi kan levere det, vi skal, siger Jens Kristian Hedegaard.

Men der er ikke sket nok på trods af møderne med kommunen, mener Inge Fabricius.

Den holdning står for egen regning, siger Jens Kristian Hedegaard.

– Jeg er ikke enig i, at der ikke er rykket noget. Det står for hendes regning, det er jeg ikke enig i. Det ville være absolut mest tilfredsstillende, hvis de pårørende også kunne mærke det, men faktuelt set så er der sket rigtig meget, også af forandring, i den her periode, siger udvalgsformanden.

Leder af Plejecenter Parkvænget Anni Schøtt erkender, at der kan være sket fejl. Det er umuligt at undgå på så stort et plejecenter, mener hun.

– Jeg mener, at den måde, som man har taget sig af beboerne herude, har været fagligt forsvarligt, og det er jeg sikker på, at den har været hele tiden. Men der kan altid ske fejl, så er det vigtige bare, at vi følger op på de fejl, og det mener jeg, der er gjort, siger Anni Schøtt.

– Vi har hele tiden fokus på fagligheden, men jeg tror altid, der er nogen, der vil mene, at fagligheden ikke er god nok. Det betyder, at jeg er nødt til at tale med de pågældende om, hvordan serviceniveauet er i Holstebro Kommune, og hvad kan man forvente, siger hun.

Men det undrer Tanja Nielsen, som er sektorformand for fagforeningen FOA, at plejecenteret i Holstebro ikke vil erkende, at der er udfordringer.

– Hvis man går alene i en aftenvagt til 13 beboere, så synes jeg ikke, at man kan agere fagligt forsvarligt. Man kan kun være ét sted ad gangen. Der har været mange ledelsesskift på Parkvænget, og man har nedjusteret i grundnormeringen, så der kommer færre og færre på arbejde, mens borgerne bliver mere komplekse. Det gør jo, at kvaliteten vil falde, påpeger hun.

Hun understreger, at personalet gør, hvad de kan inden for de rammer, som de har, men at vilkårene er svære at agere i.

Se hele interviewet med Tanja Nielsen her. Video: TV Midtvest

De to pårørende til beboere på Parkvænget føler sig i imidlertid magtesløse.

De håber, at deres opråb kan føre til politisk handling.

– Jeg synes, vi skal have råbt politikerne op. Det er på tide, at kommunale politikere og embedsvæsnet kommer på besøg og oplever virkeligheden, kommer og ser, hvad der ikke er tid til, siger Inger Stubberup.

– Jeg satser på, at med det fokus, der er på plejehjemsområdet, må politikerne vågne op og finde ud af, at det her kan vi ikke gøre, det er ikke værdigt over for de ældre, som hele deres liv har betalt skat. De er nødt til at handle, de kan ikke blive ved med at skubbe det fra sig og sige: “Vi har ingen penge”. Jo, det har vi. Så må vi flytte de penge fra eksempelvis kulturen, som man bruger mange penge på i Holstebro, over i ældreplejen, siger Inge Fabricius.

Hun bliver ved med at registrere de fejl, som hun oplever på Parkvænget, men hun har ikke i sinde at flytte sin mand til et friplejehjem.

– Poul var skrevet op og havde fået en plads, men så talte jeg med en demenskoordinator, som kender os rigtig godt, og hun sagde, at sådan som Poul har det, vil det være et direkte tilbagefald, hvis han skulle flytte. Så jeg valgte at beholde ham på Parkvænget og kæmpe for at forbedre vilkårene der, hvor Poul nu engang er, siger Inge Fabricius.

  https://tv2.dk/

Relaterede artikler

Seneste nyheder